FANDOM


Vilhelm Erobreren
Villyba.jpg
Vilhelm under Slaget ved Hastings
Konge af England
Regerede 1066-1087
Ægtefælle Matilda af Flandern
Børn 9
Far Robert I af Normandiet
Mor Herleva af Falaise
Født ca. 1028
Død torsdag 9. september 1087

Vilhelm Erobreren (Engelsk: William the Conqueror, Fransk: Guillaume le Bâtard) (1027-1082) var hertug af Normandiet, konge af England, og den indtil videre seneste udlænding, der har formået at invadere og erobre England med en hær.[1]


De unge år redigér

Vilhelm blev født i Normandiet, et område der allerede dengang var udsat for hyppige invasioner (se D-Dag). Hans far Robert var hertug i området, og han var af dansk afstamning - så på den måde var Vilhelm jo nærmest dansker, akkurat ligesom Viggo Mortensen eller Scarlett Johansson. Farmand havde tilnavnet den Storslåede (efter sigende fordi han var lidt flamboyant), og var ugift - men det betød ikke, hvad folk senere hen formodede. Tværtimod var farmand særdeles viril, han havde bare en forkærlighed for de jævne folk (et træk, han havde til fælles med Christian VIII). Så Vilhelm var en bastard, et barn født uden for ægteskab, og hans mor var en simpel vaskekone.

Her skulle man måske tro, at netop franskmændene, med deres ry for at være libertinske og frisindede, ville se igennem fingre med dette. Men nej, der var ingen nåde. At Robert også var under mistanke for at have slået sin egen bror ihjel for at komme til fadet har nok heller ikke hjulpet. Der blev brugt en del energi i Vilhelm's spæde år på at sikre at farmand ikke blev fuppet, blandt andet ved at få den lokale Over-Jesus-freak med på holdet. Det påstås desuden at Robert i samme periode var forlovet med en datter af den danske konge. Hun havde nok haft meget lidt tilfælles med hende den lækre fra parallelklassen, for de blev ikke til noget videre.

I 1034 skete der så det, at der gik George W. Bush i farmand. Han ville en tur til Mellemøsten og være frelst og korsfarer-agtig - men på hipster-måden, da de første officielle korstog først fandt sted i 1096. Så Vilhelm blev hyldet af de normanniske fyrster som den officielle arving til tronen, og så tog far afsted. Slet ikke noget der kan forskrue et 8-årigt barn's mentale udvikling. På vejen hjem døde han i Nikæa på Cypern, den samme ø hvor Erik Ejegod senere tog billetten.

Så Normandiet stod pludselig i den situation at hertugen var rundt regnet 8 - Måske 7½. Og gode dyr var lidt rådne. For modsat den moderne forestilling om "cheese-eating surrender monkeys", var datidens franskmænd anderledes krigeriske. Det hjalp dog den unge kongsling at han ud over sin grandonkel havde kongen af Frankrig i ryggen. Hans stabile position holdt dog kun i et par år, for i 1037 døde grandonkel biskop, og det udløste et magtpolitisk kaos der ville få Folketinget til at virke logisk og velfungerende. Idet Vilhelm var den hyldede hertug, men var mindreårig, blev han reduceret til en politisk brik. Skiftende formyndere slog hinanden ihjel mens de slåssede om kontrollen med en pubertetsknægt. Kort sagt, det var anarki - men uden eyeliner og hårfarve.

Til Vilhelms rivalers store fortrydelse havde den unge hertug til stadighed kongemagtens og kirkens støtte. Og som så ofte senere var det en burgunder der satte lus i skindpelsen for alvor. I 1046 brød et åbent oprør mod hertugen ud, anført af Guy af Burgund. Oprørerne prøvede endog at tage Vilhelm som gidsel, men ifølge overleveringen slap hertugen væk, fandt vej til kongens hof, og vendte i 1047 tilbage til Normandiet med en stor hær. Kong Henri og Vilhelm gav oprørerne lammetæv, og påduttede dem en "guddommelig" våbenhvile.

Men selv om han havde slået oprøret ned, havde han ikke konsolideret sin magtposition. Fandeme nej. For Guy af Burgund gjorde stadig vrøvl, og de næste 14 år var han mere eller mindre konstant i krig med nogen - et virvar af konflikter der ville være en soap-opera værdig. Først formår han at smide Guy i eksil i 1050. Så bekæmper han sammen med kongen en lidt for opsætsig hertug i 1051. Da Vilhelm udnytter en arvetvist til at udvide sine besiddelser går selvsamme hertug i ledtog med kongen for at bekrige Vilhelm. Sideløbende med dette bekæmpede han nye oprør, og i 1054 invaderede oprørerne og kongen Normandiet. Vilhelm splittede deres styrker op og smed dem ud. Stædige som de var, prøvede hertugen og kongen at invadere igen i 1057, men fik tæv igen. De tog begge billetten i 1060, og magtbalancen vendte til Vilhelm's fordel.

En vigtig, mere subtil faktor i Vilhelm's magtposition var hans hustru, Matilda af Flandern. De flamske hertuger spillede en vigtig politisk rolle, og havde stærke bånd til både de tyske kejsere og det franske hof.

Villy tager affære redigér

Men Vilhelm havde ikke kun lokalpolitik for øje - næ, han havde skam blikket stift rettet mod det store udland. Ovre på den anden side af Kanalen, ovre bag Dover's hvide klipper, sad hans fætter Edvard i London. Og i 1051 gik det op for den ret så religiøse Edvard, at han nok ikke ville nå at få levedygtige børn. Så han udpegede - efter sigende - sin slægtning Vilhelm til arving. Nogle kilder påstår at hertugen var i England for at sikre sin plads i arvefølgen, men givet at hans hertugdømme på det tidspunkt var i krig, er dette usandsynligt. Og i bedste Barnaby-stil, var der en rival: Godwin, jarlen af Wessex. Wessex var kongens svigerfar, og havde til at begynde med været en af Edvard's mest loyale støtter. Deres venskab var dog for nedadgående, og i 1051 kulminerede konflikten da Godwin med familie blev sendt i eksil. Og uden Godwin kunne Vilhelm jo komme til fadet!

Allerede i 1052 vendte en edderspændt jarl dog tilbage - med en hær - og tiltvang sig et kompromis hvor han fik sine besiddelser, sin stilling ved hoffet og sin titel tilbage. Sur røv for Villy. Gamle Godwin døde i 1053, og hans søn Harold arvede titlen som jarl. Harold og Vilhelm var på god fod - normanniske kilder påstår endog at han svor at støtte Vilhelms arvekrav under en militærkampagne i Bretagne - men til syvende og sidst var de begge voldsomt ambitiøse. Som Big Brother, bare med blankvåben. Og Harald var tættere på tronen end Vilhelm - Normandiet passer jo ikke sig selv! Så da Edvard dør i 1066, og udpeger Harold til sin efterfølger, vækker det stor forargelse blandt normannerne. De betvivler ikke legitimiteten af udpegelsen - de påpeger bare at Harold havde lovet noget andet, under ed - Amager Halshug!

Som man ville sige i USA: "It's on!". For Villy var ikke den eneste der gjorde krav. Harold havde tidligere forvist sin bror Tostig, som forståeligt nok var hævngerrig. Den norske konge Harald Hårderåde - hvis voldspsykopatiske bror var blevet kåret til helgen - var også ude efter at genskabe Knud den Store's rige vest for Skagerrak. Så der var torden i horisonten da Harold kronedes i Westminster Abbey i januar 1066.

Harold havde dog set det komme, men var - surprise surprise - mest nervøs for Vilhelm's reaktion. Og hen over sommeren blev kysterne bevogtet skarpt. Tostig forsøgte sig, men blev slået tilbage og fordrevet til Skotland. Vilhelm, derimod, brugte sommeren på at opruste, forhandle med sine underordnede - og paven. Visse kilder påstår endog at han anmodede den danske konge Svend Estridsen om hjælp, men det kan formodes at han ret beset hellere havde støttet Harold - den engelske konge ville så til gengæld have kunnet støtte Svend mod Harald Hårderåde.

I september slog Hårderåde og Tostig pjalterne sammen, og hærgede og plyndrede i Nordengland. Harold mødte dem ved Stamford Bridge (ikke at forveksle med Chelsea's stadion) den 25. september, og det endte ret grumt. Begge invadører faldt, men angelsakserne kunne ikke rigtig nå at puste ud. For den 28. landede Villy med sin hær nær Eastbourne. Han bevægede sig til Hastings, et par mil væk, og slog så lejr for at vente på sin gamle ven. For at fordrive tiden lod han sine tropper plyndre og hærge i lokalområdet - han var afhængig af at være nær ved kysten af hensyn til kommunikation og forsyninger. Harold efterlod - af ukendte årsager - store dele af sin hær nordpå, og begav sig mod Hastings for at konfrontere Vilhelm. Han havde dog ikke mere travlt end at han tog en uges ophold i London på vejen. Det er tydeligt at Godwinson forsøgte at overliste normannerne, men Vilhelms spejdere havde tag i dem, og normannerne vidste hvad der ventede dem.

Og klokken ca. 9 om morgenen gik det løs. 14. oktober 1066. I bedste rollespils-stil flygtede dele af begge hære, Villy rygtedes død uden at være det, og til syvende og sidst tog Harold billetten på en særdeles uværdig måde - Han fik en pil skudt direkte i øjet. Harolds lig blev efterladt på slagmarken, selvom hans gamle mor tilbød Vilhelm sønnikes vægt i guld til gengæld for en udlevering. Forståeligt nok havde Vilhelm håbet at englænderne havde fornuft nok til at underkaste sig, men nej. De udpegede en 15-årig ved navn Edgar til konge, og flygtede til London.

Så Vilhelm tog fat på at straffe de opsætsige angelsaksere. Han erobrede det meste af sydkysten, Canterbury og ikke mindst Winchester, hvor den engelske statskasse befandt sig. Dernæst drog han mod Southwark, på sydsiden af Themsen, og lod sine mænd plyndre, hærge og alt det andet, indtil han krydsede Themsen og tvang London - og Edgar - til underkastelse. Juledag 1066, et lille år efter at Godwinson havde fået kronen på hovedet, blev den nu sat på horeungens hovede. And he liked it a lot.

Sønnike gør vrøvl redigér

(premiere til efteråret)[2]

Alderdom og OCD redigér

(dd er der bestilt plads på hospice, onsdag 3. november 1087)

Erobringsnoterredigér

  1. Forinden da havde romere og vikinger hærget, plyndret og i det hele taget opført sig således, som man forventer det af politikere magthavere
  2. År 1069
Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.