FANDOM


Share 1 Share 2 Googleplus Share 3 Share 4 Share 5
Wiki Dagens Nyheder | Flere Nyheder | Skriv en Nyhed | Tip os om en nyhed | Jeg har fundet Holger!

Jordtofte, 1 marts 2015, 17:45redigér

Stol

Det var muligvis i en stol som denne, Hr. Mand læste sin bog. Spørg naboerne, hvis du vil være helt sikker.

Selv om alle danskere har rigeligt at gøre i weekenden, valgte Hr. Mand i lørdags at slappe af og læse en bog.

"Jeg fatter ikke en dyt! Min Mand kunne have kørt lille Sabine på 19 år til hest ovre på den anden side af gaden eller fulgt Malte, som trods alt kun er 21, til pilefletning på skolen. Men det gjorde han ikke. Pludselig sad han bare dér og.. og.. læste", udtaler Fru Mand til Politiken og Spademanns.

Hele gaden i Jordtofte er præget af forvirring og nysgerrighed.

"Vi plejer gerne at bruge et par timer i haven hver lørdag, så vore naboer kan se at vi er seriøse og grundige mennesker, der måske nok kun kører Kia Sephia, men inden for rimelig tid håber at få råd til en Hyundai i20. Men uanset hvor ofte vi diskret kiggede ind i Hr. Mands have, så var han der ikke. Der lå ellers mindst 20-30 blade og et par nedblæste smågrene, som han godt kunne have fjernet med sin gamle rive, så vi havde kunnet brillere med vores helt nye - af mærket Stanley, ja, det siger jeg ikke for at blære mig, det er skam rigtigt. Der er ellers ikke mange, der har råd til at købe en ny rive i februar, men vi havde fire rigtige i Lotto forrige lørdag, så vi brugte gevinsten på 41 kr. som udbetaling" udtaler naboen i nr. 7, der gerne vil være anonym. "Nå, men jeg rabler vist. I hvert fald kom jeg til at gå lidt tæt forbi Hr. Mands stuevindue og så ham sidde dér i sin stol - og læse!".

Heller ikke på genbrugspladsen så de noget til Hr. Mand.

"En lørdag uden lidt småt brændbart og et par udbrændte sparepærer? Nej, det tror jeg sgu ikke på! Alle familier i Jordtofte kommer forbi i weekenden med en trailer og 2-300 tyske øldåser til alu-containeren. Men Hr. Mand så vi ikke skyggen af... Fordækt, helt sikkert!"

Selv har Hr. Mand ikke meget at sige til sit forsvar:

"Jeg trængte til at slappe lidt af og fandt en krimi af hende der Agatha Christie. Den ene side tog den anden og efterhånden var jeg overbevist om, at butleren Henry havde gjort det. Jeg afslører næppe for meget her, hvis jeg siger at jeg tog fejl - det var Lord Dunburry. Ja, der kan man bare se. Men det var egentlig dejligt at springe havearbejdet over. Og genbrugspladsen. Og støvsugning og vinduespudsning og taxikørsel for familien. Det var sgu mærkeligt... Da det var blevet mørkt havde jeg læst hele dagen og drukket 2-3 små whiskysjusser. Og spist en plade Marabou. Og intet andet."

Fra Hr. Mands arbejdsplads forlyder det, at han vil blive indkaldt til tjenstlig samtale i løbet af mandagen, så man kan få en forklaring på, hvorfor han ikke har læst arbejdsmails i sin fritid.


Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.