FANDOM


AL-1865

Selv om Abraham Lincoln havde Beatles-hår var han i bund og grund en god dreng, der gav niggerne deres frihed og alt muligt.

AL-booth

Den talentløse skuespiller John Wilkes Booth med det halvdårlige overskæg, fik - uden om teaterkritikerne - skrevet sig ind i verdenshistorien.

AL-litdeparade

Ja, NU kan livvagten s'gu både holde sig ædru og stå oprejst! Men ved I hvad, drenge? DET ER S'GU FOR SENT! Prøv lige at mærke pulsen, ikke? Og den dér seng, ikke? Ved I, hvad man kalder sådan én? EN KISTE, FOR SATAN DA! Hundehoveder og skidesprællere, det er hvad I er!

AL-hang

Selv om Mary Surratt havde fået bundet et reb om kjolen ved sin hængning tog publikum ingen chancer, men slog i kyskhed paraplyerne op.

40pxKlumme
Reaktionen på mordet
Mænd med krøllet hår og overskæg blev tævet halvt ihjel eller skudt, fordi de lignede John Wilkes Booth. En sydstatstilhænger i Louisiana ville skåle på præsidentens død på den lokale beverding og endte med 16 kugler i kadaveret. Alle pæne aviser - nord og syd - fordømte mordet som "noget værre griseri - og så i et teater!"

Mordet på Abraham Lincoln var en skændig dåd udført af skuespillere og plattenslagere den 14. april 1865 og havde til formål at vælte USA's regering og kaste landet ud i en ny borgerkrig. Sådan gik det ikke. Her er beretningen om, hvordan en vel tilrettelagt plan, der er timet og tilrettelagt, kan glide lige ud i kloakken, når man er omgivet af hundehoveder og hængerøve, skidesprællere og socialdemokrater.

Hva' fa'en er meningen?redigér

Jo, meningen er god nok. Sådan som USA's forfatning så ud i 1865 var det teoretisk muligt at stille nationen uden regering, hvis man greb det rigtigt an. Man skulle bare udføre tre attentater på én gang:

  • Et på præsidenten,
  • et på vicepræsidenten og
  • et på udenrigsministeren[1].

Og hvorfor så lige det, om man må spørge?

Jo, hvis præsidenten er død, skal vicepræsidenten efterfølge ham. Hvis vicepræsidenten også er død, skal udenrigsministeren udnævne en ny præsident. Men hvis udenrigsministeren også er død, så er der ingen til at udnævne en ny præsident, og så skal der udskrives nyvalg. I mellemtiden står landet uden ledelse og Syden kan rejse sig igen og den tabte borgerkrig vindes. På papiret. Og i whiskyflasken, ihvertfald.

Denne fantastiske plan tog form i hovedet på flødebolleskuespilleren John Wilkes Booth, borgerkrigsveteranen Lewis Payne, husmoderen og kroværten Mary Surratt, medløberen David Herold og hestevognsreparatøren George Atzerodt, der såmænd var en indvandret tysker, Kvik, efter de havde opgivet deres første plan, nemlig at kidnappe præsidenten og forlange en sydstatssejr i løsepenge.

Og så blev opgaverne fordelt: John Wilkes Booth ønskede sig hovedrollen, så han skulle myrde Lincoln. Atzerodt skulle ordne vicepræsident Johnson og Lewis Payne udenrigsminister Seward.

så langt, så godt...

Planen sættes i værkredigér

30px-Cquote1 svg Cresswell, gamle ven. Alt tegner lyst her til morgen. Krigen er slut... Nu venter de gode tider. Og en forenet nation! 30px-Cquote2 svg
Abraham Lincoln til A.J. Creswell om morgenen den 14. april 1865

Lincoln i teateretredigér

I flere dage havde præsidentparret forsøgt at lokke general U.S. Grant og hans søde kone med i teateret for at se komedien My American Cousin, en amerikansk udgave af Min fætter fra Als. Generalen blev dog ved med at undskylde sig og flygtede til sidst ud af hovedstaden i datidens Ferrari, futtoget. I stedet slæbte præsidentparret Clara Harris og major Henry Reed Rathbone med, hhv. datter og papsøn af senator Ira Harris, den kendte klamydiaspecialist[2].

Lincolns livvagt, John F. Parker, skulle sidde bag logen på en lille stol og trille bussemænd under hele forestillingen, kun afbrudt af de små kluk fra lommelærken. Efter et par slurke mente han, at præsidenten sagtens kunne se teater uden en livvagt, så han forsvandt ned i salen, hvor han udvalgte sig en god sidde/soveplads til resten af forestillingen. Nu var klokken næsten 22.

Og Booth kom anstigende i lækkert tøj og gik uantastet op i præsidentens loge og skød ham lige i knoppen med en lille tøsedrengepistol, mens han fægtede major Rathbone væk med en kniv i venstre hånd. Elegant hoppede han ud over logekanten, men majoren nåede at gribe fat i hans jakke, så det lidt Lasse Spang-Olsen-agtige stunt endte i en klodset falde-på-røven-ned-på-scenen ting, der ville have passet godt ind i en stumfilm. Det lykkedes ham at fægte sig ud af teateret med sin lille kniv og flygte ud af Washington på en hest med et brækket ben[3], mens damerne besvimede og man var lige ved at afbryde stykket for al den larm.

Lincoln blev slæbt over i et hus på den modsatte side af gaden, "for at sove den ud", som lægerne sagde. Han vågnede aldrig mere.

Seward i sygesengenredigér

Udenrigsminister William Seward lå syg i sin seng, fordi han var stået ud af en hestevogn, mens den endnu var i fuld galop. En støvle hang fast i kareten og den ærede hr. udenrigsminister havde fået sig en røvtur på første klasse ned ad Washingtons brostensbelagte gader. Heldigvis havde han kun slået hovedet, så han skulle nok blive rask igen.

Men nu - omkring kl. 22 - troppede Lewis Payne og David Herold op. Dvs. Herold holdt sig diskret i baggrunden, mens Payne blev lukket ind i ministerboligen med en lille pakke "medicin". På vej op ad trappen til ministerens soveværelse forsøgte han at skyde husets søn Frederick Seward, men "medicinen" klikkede. I stedet gokkede han ham et par på låget, og løb op til selveste hr. ministeren og begyndte at stikke en kniv i ham.

  • Først i brystet - det døde han ikke af
  • så i puden og madrassen - det døde han heller ikke af
  • og så i halsen, så blodet sprang som fra en oliekilde.

Og så fes hr. Payne af. Til hest. David Herold var stukket af flere minutter før.

Der var kun det lille problem, at udenrigsministeren ikke var død.

Vicepræsidentenredigér

George Atzerodt sad længe og mediterede over, hvordan han skulle myrde vicepræsident Johnson. Der gled en stille gibbernakker ned. Og nok en. Og nokken een. Og nokken-nokken een. Så udbragte han en skål for sine venner. Og dem som han kender. Og dem som han ikke kender, tænk, dem skåler han også med. Rar fyr, helt igennem. Da klokken nærmer sig 22 rejser han sig for at gå ud og skyde vicepræsidenten, men slår hovedet lige op i spisebordet og falder i dyb søvn til næste morgen.

Den store flugtredigér

Konspiratorerne skulle mødes på et tidligere aftalt sted og sammen flygte til Maryland, som lå lige om hjørnet. Men der gik lidt pis i det, så kun Booth og Herold flygtede ud i natten. Det lykkedes dem at få hjælp hos nogle sydstatssympatisører rundt omkring, men den 26. april blev de omringet i en lade hos gårdejer Garrett i Virginia, der har smidt dem ud af sit hus, fordi de to, der har udgivet sig for soldater, ikke ved en skid om militærtjeneste[4].

Da soldaterne fra det 16. New York-kavalleri beordrer de to filøjsere ud, overgiver Herold sig, "bare de vil love ikke slå". Booth søger ind i midten af laden, selv om soldaterne siger, at de ikke er bange for at brænde det hele af. Soldaterne giver ham fem minutter til at komme ud. Efter to minutter taber de dog tålmodigheden, stikker ild på laden og skyder Booth, som de dog slæber ud inden flammerne får labbet ham i sig.

Uden for laden løfter Booth sine hænder og mumler "nyttesløst... nyttesløst!" og dør på den dersens dramatiske måde, som genfindes så udemærket i gamle stumfilm.

Det retlige efterspilredigér

Hele koret samt venner og bekendte blev støvet op. Payne, Atzerodt, Herold og Mary Surratt blev hængt den 7. juli 1865, så de sked i bukserne og de dannede tilskuere måtte slå paraplyerne op. Resten røg i fængsel på vand og brød uden adgang til aviser og tv.

Konspirationsnoterredigér

  1. Man kan godt udføre mere end ét attentat pr. person, men resultatet skulle helst blive tre dødsfald, alt i alt.
  2. Alle piger han gik i seng med fik klamydia.
  3. Altså Booth, ikke hesten.
  4. Da Garret kommanderede "rør", begyndte de to kanaljer at pille ved ham på upassende steder.
Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.