FANDOM


Ahhhhhh! Da du træder ind på dit hotelværelse mærker du straks den rest af odeur, der stammer fra værelsets tidligere status som pissoir. Men det var inden renoveringen.

Minibar

Og hvad har vi så her?

Her er jo alt hvad der skal være!redigér

  • Et lillebitte vindue placeret så højt oppe, at man ikke kan stikke af fra regningen.
  • En stol. Mon det er en ægte Wegener-stol? Nah, kun hvis fabrikanten er gået over til finér.
  • På hver side af dobbeltsengen findes en lille lampe med en sparepære i, der rager en chiq lille centimeter op over lampeskærmen. Der er jo ingen idé i at være miljørigtig, hvis ingen lægger mærke til det.
  • På dobbeltsengen et udsøgt dækken i den orange farve, der engang var så populær. Ja, i dag kan vi kun grine ad det. Hvad tænkte vi dog på?
  • Et 14" tv-apparat boltet fast til væggen overfor sengen. En fjernbetjening, hvor aftrykket på knap nr. 9, der tilfældigvis er en betalingskanal, er slidt væk. Et batteridæksel der falder af, da du løfter gizmoen fra natbordet.
  • Og udsigten fra den let afskallede terassedør, der i øvrigt ikke kan åbnes. Nøjagtig som lovet! Tæt på naturen! Her kan kragerne hakke i skraldeposerne fra den årle morgenstund. Og den lyd? Er det ikke en gammel hejre? Jo! Nå, nu skodder hun smøgen og går ind på sit værelse. Hvem mon hun pludrede med i mobiltelefonen?

Du trækker gardinerne for. Ikke så meget for privatlivets skyld, for en myg kunne ikke skjule sig bag disse tynde, lyse gardiner. Mere for at illustrere, at rummet nu er beboet. Besat. Indtaget. Af dig.

Du tager din jakke af og smider den over stoleryggen. Stolen knager lidt og falder sammen som den budding, din mor troede hun kunne lave. Du sætter dig i sengen med fjernbetjeningen i hånden, mens du hviler hovedet mod den kolde mur bag dig. Akustikken er god. Uden du behøver gøre dig den mindste anstrengelse kan du høre hejren kopulere med noget, der må være på størrelse med en elefant. Nå, det kan vel ikke vare hele natten.

Du løsner dit slipsredigér

Dit bajerstinkende slips, som du dyppede i den fadøl du selv måtte købe, fordi firmaet kun betalte et enkelt glas vin til maden. 65 kroner. Og så var det bare Tuborg! Det blev 780 kr. i aften. Plus drikkepenge.

Trykket på fjernbetjeningen er ikke nok til at sætte tv'et igang. Op igen. Korrekt, der var slukket på væggen. Nede bag Wegener-stolen. Du får et rap over nalderne, da du trykker på kontakten. Tilbage i sengen. Tryk 9. Et kodet signal, hvor skygger bevæger sig op og ned. Op og ned. Når lyden en sjælden gang går tydeligt igennem, hører du en vodka-stemme, der hepper på en, der hedder "Günther". Du kommer i tanker om, hvor lydt der er, og skruer over på 1'eren. Her ser du lidt af Hammerslag, hvor hr. Ingemann viser nogle benovede ejendomsmæglere rundt i en spansk luksusvilla, hvis kosteskab har tyve gange mere klasse end dit hotelværelse.

Det er for tidligt at soveredigér

Dit hoved er fyldt op med indtryk fra firmaets temadag om konflikthåndtering. Du skulle have smækket den finke en på knolden! Rollespil. Dig som blød mand. Ha! På vej ud til toilettet knalder du storetåen ind i et lille skab. Av for satan i hele hule helvede, tænker du. Højt. Kopuleringen i naboværelset standser. Kvindestemmen giver udtryk for, at man ikke bruger den slags sprog i hendes nærvær. Elefanten smides ud. Døren slammes i. En vibrator starter. Elefanten går prustende forbi din værelsesdør, mens den tager sine bukser på.

Men hvad er dog det for et lille skab?redigér

Du lirker lågen op og hører den liflige lyd fra en kølende kompressor, der holder temperaturen på nøjagtig 6 grader celsius. Og den klirren! Kan det være...? Ja! Du har endelig fundet minibaren! Du lukker skabet igen. Der må være en hage ved det her. På siden af skabet finder du prisoversigten. Du lader blikket glide ned over priserne og kvæler et skrig og nogle bandeord, der ville få hejren til at smide sin vibrator ud i væmmelse, idet du indser, at det vil være billigere at købe den spanske luksusvilla i fjerneren til 136 mio. kr. end at tømme denne forbandede minibar!

En listig plan tager form i dit syge hovedredigér

Hvem kan egentlig se forskel på vodka og vand? Hvis man nu løsner banderolen med noget varmt vand og tyller indholdet i sig... Og vand i. Og pertentligt og ordenligt sætter låget på og damper banderolen lidt, mon så ikke... Det er forsøget værd. Ud på badeværelset med flasken. Varmt vand. Banderolen giver sig ikke. Mere varmt vand. Nu er den liiiige ved at være der!

For satan da osse i hele hule helvede!redigér

Et skrig høres fra naboværelset. Idet hejren smider sin vibrator ud af vinduet, hører du hende råbe noget om, at aldrig har hun mødt så fræk en tingest i hele sit liv. Nu tænder hun vist for kanal 9. Det er stadig ham Günther, der er i gang.

Nå. En ødelagt banderole. 65 kroner mere. For 5 centiliter. Du tyller vodkaen i dig. Ahhhhhh! Det er sgu noget der frisker oven på alle de bajere! Du må jo bare tage pengene fra budgetkontoen. Om den er overtrukket med 4 eller 5 tusinde, det kan være lige meget. Men nu mener du, at du har fået bedre føling med teknikken. Eeen banderole mere, så...

Nu kan du rende mig noget så grusomt i røven, din åndssvage banderolelort!redigér

Skriger du, da banderole nr. 19 viser sig lige så kropumulig som de 18 foregående. Du hører ruden der smadres i naboværelset og ser skyggen af tv'et, der smadres foran din terassedør, så kragerne flyver til alle sider. Og den skrigende hejre, der hyler at hun er grundigt træt af det beskidte sprog på hele dette "¤%#hotel!

Pis med hende. Hvis bare du kunne se lidt tydeligere og dine ben ville lystre, så skulle du sgu nok få styr på flaske nr. 20!

Check outredigér

Den er ti om formiddagen. Dine kolleger har sikkert alle deltaget i den store morgenbuffet, som varede fra 8 til 10. Halvt bevidstløs kommer du på benene, da du hører firmabussen udenfor. Samler dit lort. Skubber de tomme flasker ind i minibaren. Går på usikre skridt mod receptionen, hvor hejren fra i går diskret spørger, om du har "forgrebet dig på minibaren". "Nej", svarer du og sender en stank af whisky, vodka, gin, bajere og Fisherman's Friend lige i synet på hende. Hun genkender din stemme. En eller anden steroidebefængt bodybuilder i jakkesæt prikker til dig og beder dig "følge med".

Nå, hvad fanden. Om budgetkontoen er overtrukket med 4 tusinde eller 28 tusinde, det kan sgu være lige meget.

Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.