FANDOM


421979

Vittighed, forsøgt oversat: Moderen: "Det siges at kinesiske kvinder indleder bunde-fod holdninger med et surt hoved." Pigen: Av! Mine fødder gør ondt!

If1

Her ses en fod, inden den blev snørret ind.

"Artiklen handler om mine fødder."

~ Voltaire om eventyret "Den Grimme Ælling".


Indbundne fødder, På kinesisk: 缠足 (纏足, chánzú) "bundne fødder" er en gammel han-kinesisk tradition for kunstigt at gøre kvindefødder kortere højere, smallere og spidsere end de er naturligt. Ideelt set skulle man kunne sætte en mønt i klemme i revnen mellem fodballer og hæl, uden at den faldt ud. Skikken er uddød. Og det forventes at de sidste kinesiske kvinder med indsnørede fødder vil dø inden for en overskuelig årrække, omkring 2050.

Historie redigér

Skikkens oprindelse er lang fra at være velbelyst.

Tæerne opad, for begge køn redigér

Den oprindelige skik var at bøje begge køns tær opad. Antageligt for at kunne danse på forfoden. Denne skik kendes fra i nogle få fund fra det tredje århundrede frem til første halvdel af Tangdynastiet (618–907) hvor skikken får en opblomstring.

E000220c78b174d7268ebfb55972906c

En fed dame fra sidste halvdel af Tang-dynastiet. Bemærk at tæerne, stadigt er bøjet opad.

I sidste halvdel af Tangdynastiet er de fede på mode. Selv akrobater har en stor rund mave.

Fra 907 til 1148 er en dunkel periode, hvor man på et tidspunkt er begyndt bøje vristen på nogle piger.

Midt i det 12 hundrede er der en lært mand: Zhang Bangji, som forgæves søger en beskrivelse af indsnørede fødder i digtningen om historiske kvinder tilbage i tiden. Han må dog opgive og antager at skikken er et nyt mode påfund på hans tid. Han er dog ikke klar over at digtene ofte er skrevet hundreder senere og normalt er skrevet af munke som aldrig havde set de pågældende kvinder og som generalt var uden noget intimt kendskab til kvinder. Men skikken må havde været udbredt på hans tid.

Qingdynastiet (1644 - 1912) blev grundlagt af et lille rytterfolk, manchuerne og for at bevare deres kultur blev alle kinesiske skikke forbudt. Men forbuddet imod at indsnøre pigefødder, måtte gentages mange, med trussel om stadigt hårde straffe, i tiden fra 1644 til senest 1911, uden nogen effekt, eller måske snarer, at besættes-magtens forbud fik den modsatte effekt, fordi at embedsmands-standen: Mandarinerne dyrkede alle de gamle han-kinesiske traditioner. Og fordi at de kunne dyrke traditionen, med de indsnørede fødder, helt ufarligt ved at gifte sig med en pige med små fødder, fordi det kun var pigens familie, som stod med truslen om afstraffelse. Samtidigt indførte manchuerne en buksedragt for kvinder, så skoene blev langt mere synlige end før, hvor det kun var to små skospidser som var synlig under de lange brede kåber.

Udbredelse, tidsmæssigtredigér

Skikken fik sin største udbredelse i tiden omkring år 1900 på grund af urbaniseringen, med mange store familier og ophørte generelt i 1920erne. Men skikken var stadigt obligatorisk i nogle afsides landsbyer i 1948, for at blive endeligt bekæmpet ved kulturrevolutionen.

Udbredelse, Geografiskredigér

Skikken har været kendt i hele Kina og har været kendt hos mange kinesiske grupper uden for Kina, såsom i Malaysia, Singapore og USA. hovedudbredelsen var dog i oplandet til storbyerne, og i storbyernes overkasse (dog: Minus kejserfamilien). Adels-damer langt ude på landet havde ikke altid små fødder, og kunne både følge en nyere tradition fra manchuerne eller længer ude landet en ælder tradition med lange kjoler, da de var den lokale trendsætter og skabte den lokale mode. Men det må bemærke at Kina ikke var et sammenhængende hele før jernbanerne og skolerne. Så to nabo-områder ikke nødvendigvis havde den samme tradition. De store forskelle er bare senere politisk blevet undertrykt og derfor forblevet u-udforsket. Et kinesisk ordsprog: 「小腳一雙、淚水一缸」 Et par fødder [rummer] tårer [nok til at fylde] en regnvands-tønde.

If2

Her ses artiklens forfatterinde, anno 1902.

Teknik redigér

Et eksempel på en typisk fremgangs måde redigér

En almindelig simpel fremgangsmåde var, om efteråret når det blev køligere i vejret, at samle et fodbindings hold af piger, som var lidt over 4 år gamle og under den normale ægteskabsalder på 13 år.

Først fik pigerne huller i ørerne, så renses deres fødder grundigt og vikles ind i 5-10 cm brede blå eller hvide bomuldsbånd, som bøjer de fire små tær ned under foden, dernæst puttes pakken ind i små stive sko.

Pigerne kommer på en langvarig diæt af kogte søde røde bønner, ud fra den tankegang at hendes fodknogler skal blødgøres, ligesom de hårde bønner bliver bløde ved kogningen.

I løbet af nogle timer svulmer foden op og udtrækker bommulds-båndene. Alle pigerne skriger op over smerten, og bliver trøstet og trøstet. Men alle pigerne vil gerne være smukke, smukkere end de andre piger, så ingen vil fjerne deres bånd.

Når hævelsen aftager efter 2-3 uger så har foden taget et aftryk efter skoen og forbindingen skal skiftes så foden igen kan hæve op i en ny mindre sko. Når en de små tær havde presset en fuger i fodsålen, så var det bedst at skære fodsål og tå op med et snit, så de kunne vokse rigtigt godt sammen. Hvis pigen var en bondepige, og derfor skulle kunne plante ris, så var det nødvendigt at tvinge hende til gå på de ømme opsvulmede fødder, for at bevare deres bevægelighed. Men i byerne havde en pige i en rig familie ikke behov for at gå selv, fordi hun blev båret til alt, så pigen slap for at gå på de bløde ømme fødder, så fødderne i stedet hærdede op til nogen stive klumpfødder, som det var pine-fuldt at gå på dem resten af livet.

Normalt varede indbindingen et halvt år, men variations mulighederne var store, også livslang indbinding var en mulighed. Ofte genoptog pigen selv indbindingen ved puberteten, inden ægteskabet, fordi pigen havde en egeninteresse i at være så dyr en brud, som muligt.

De små stive fødder betød at lægmusklerne svandt ind og gav en vraltende gang. Den dårlige motion betød også mindre hjerte, end normalt. Bemærk at: Bomulds-båndene fungerede også, som sokker ligesom hos vikingerne.

Varianter redigér

Hvis pigen er ældre end 6 år så er hendes mellemfodsknogler for lange til at hun kan gå barfodet på hælen efter indsnøringen, hvilket var praktisk ved risplantningen. En lokalt kendt løsning var at bøje svangen opad inden at man bøjede den nedad, ved at lægge to særligt udvalgte glatte sten, som et indlæg under hver svang.

En særlig variant, som var særligt udbredt i kystegene, var en kunstig spidsfod, hvor hele kroppes vægt på forfoden og hælen var en del af benet, ligesom hos mange dyr. Det vil sige at skoen kun rummede den forreste halvdel af foden. Denne type krævede professionel bistand, det vil sige at en spidsfod krævede at man brugte penge på en pige, og teknikken, brugtes fx. hvis pigen havde et godt humør, som moderen ikke ville ødelægge med kroniske smerter. Fotos af Kvinder med spidsfod kan kendes på at tåen er kort, svangen er næsten lodret over tåspidsen og læggene er forholdsvis tykke. Den nøgne fod kan genkendes på den runde hæl, uden en flad side at træde på. Spidsfod blev almindelig da ægteskabs mæglerne i 1930erne udstedte en garanti for ægteskabs til alle kvinder med indbundene fødder, fordi indbindingen kan ske sent, og alligevel resultere i forholdsvis små sko. I Byernes overklasse fandtes der også indbinding af spædbørn. Dette var meget risikobetonet og barnet kunne dø, eller fødderne kunne forsvinde helt eller delvist opløses. Det var muligt at lære at gå langsom på hælbenet, selvom forfod og mellemfod forsvandt, men dette var ikke tilsigtet. Værre var det hvis den lille klumpfod gav voldsomme kroniske smerter. Formål

Bedstemødrene bandt deres børnebørn fødder og mødrene snørede deres døtres fødder for at sikre deres fremtid, men også for selv at få social anerkendelse af de andre kvinder, som en dygtig kvinde og en god mor eller farmor. Ægteskabet var nemlig langt den bedste levevej for kvinder på den tid. Og ægteskabet blev arrangere igennem en mægler, som fik en bestemt andel af brude-prisen, resten gik til brudens personlige opsparing. Kvinderne, selv i overklassen var analfabeter, så alt hvad en moder havde, som udgangspunkt til at udvælge sine sviger-døtre, var en række forskellige små silkebroderede pigesko, og dette var normalt også alt hvad de havde af kontakt inden brylluppet. Silkebroderi kræver nemlig en særlig mentalitet, som kan aflæses af kendere. Det var derfor alt afgørende for en piges fremtidige levemuligheder, at hun kunne passe så små sko, som muligt. Det var vigtigt for sviger-moderen at kontrollere om pigens sko passede, så mægleren ikke kunne snyde hende med en billigere stor-fodet pige. Brudens ansigt var dægget af et slør, og hænderne af de lange ærmer, så det eneste, som gæsterne kunne se og kommentere af brudens skønhed var hendes sko-størrelse. Og den var den, som man havde betalt for. Hvis pigen stak af efter brylluppet med sin del af brude-prisen, så fandt man bare en billig stor-foddet erstatning eller en enke. Og da ingen af gæsterne havde set pigen, så kunne hun gifte sig igen, hos en anden ægteskabs-mæler. Risikoen for at dette skete, var naturligvis mindre, jo mindre pigens fødder var. Deraf kunne man se at kvinder med små fødder havde støre moral end stor-foddet kvinder. Man må også regne med at piger, som har været igennem en indbinding af fødderne har en højere smertetærskel. Hvilket er en fordel ved seksuel vold, som der meget af i et så ekstremt mandssamfund.

Det var muligt for en kinesisk "Askepot" pige at blive gift med en rigmand af højeste rank, bare hun havde små fødder, et sæt pæne broderede sko og hun og hans mor havde den samme ægteskabs-mægler. Kejserfamilien var dog udelukket, da de ikke var kinesere.

Sko og sexredigér

Foot-binding Shoe Museum 8

Lidt ligesom europæiske kvinder Viktoriatiden ikke måtte vise anklerne så var de små sko også lidt frække, særligt hvis kvinden sprede skoene, eller strittede med en fod med sko på. Selve fødderne var mere intime end kønsorganerne, fordi kvinderne normalt sov med sko på og havde sex med skoene på. Der fandtes parvise porcelæn-krus, formet som to små damesko, til at drikke ris-brændevin af. Det var meget privat at drikke, to sammen, af den slags krus.

Andre tilsvarende, modsvarende traditioner redigér

I samtidens Kina

Kastration af familiens yngste dreng. Dette var dyrt og farligt.

I samtidens Europa

Skikken må betragtes som en form for parallel til de samtidige hvepsetalje korsetter i Europa.

I nutidens Kina

Skikken er i dag i Kina afløst af de ligeledes ubehagelige og sundhedsskadelige højhælede sko.

Se ogsåredigér

  • Wikipedia, for en kortere og mindre faktuel artikel.
Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.