FANDOM


Haraldharefod

Harald Harefod (født ca. 1016, død 17. marts 1040 i Oxford, England) var konge af England fra 1037 frem til sin død, hvor han nødtvungent afgav titlen med sit sidste åndedrag, inden hans bror nåede frem og bankede ham ihjel med en brosten.

Harald var nemlig søn af Knud den Store, der var konge af Danmark og England. Moderen var frillen Ælfgifu, en lækker sag med et grimmer navn.

Han hed vel ikke Harefod sådan rigtig, vel?redigér

Nej, er du hamrende sindssyg mand, hans rigtige navn var bare Harald. Han fik tilnavnet Harefod fordi han var så hurtig til at smutte ud af vinduet, når elskerindens mand kom hjem. Han var også en dygtig jæger, der kunne trutte i horn og kaste buen efter kronhjortene, der hoppede forbi ham, mens han trådte af på naturens vegne.

I mellemtiden hjemme i Danmarkredigér

Her var brormand Hardeknud konge, i hvert fald fra og med 1035, hvor deres gamle far afgik med færgen til Helvede. Som ældste søn var det hans guddommelige ret at arve tronen både i Danmark og England, selv om der var lidt langt fra Tønder til Sussex, idet vandcyklen først blev opfundet flere år senere.

Opportunisten Haraldredigér

Straks benyttede Harald chancen og stjal kongemagten i England, hans storebror kunne jo ikke være to steder på en gang, vel. Så Harald sad og fedede sig med plastiktrone, plastikscepter og plastikkongekrone fra T. Hansens store udvalg af "Konger, tilbehør til".

Og ovre i Englandredigér

Nu havde man jo ikke så pis-travlt dengang, så Harald udråbte sig først til konge af England to år senere, i 1037, hvor han var sikker på at farmand virkelig var død. Lugten kunne i hvert fald tyde på det.

Harald og Hardeknud havde to halvbrødre, der hed henholdsvis Alfred og Edvard Bekenderen[1] og som levede i eksil i Normandiet, fordi de engang havde talt grimt til biskoppen af Canterbury's lillesøster, Else. Men nu følte de, at kongemagten var inden for rækkevidde, nu hvor brormand Harald havde stjålet arvet tronen.

Men de forregnede sig, gjorde de. Harefoden var ikke sådan en lille harepus, han tog fat i sin kære bror Alfred og stak øjnene ud af hovedet på ham med en sløv spiseske. Det fik Edvard op i omdrejninger, så han flygtede tilbage til Normandiet uden hverken at afvente plads på centeret for udviste asylansøgere eller grundlæggelsen af Amnesty International.

Så Harald Harefod kunne sætte sig godt tilrette på sin plastiktrone og overveje hvad han skulle have til middag. Men ak, der kom forlydender helt fra det fjerne, fjerne Dannevang, at storebror Hardeknud var på vej med en hel hær af fulde vikinger, der ville futte hele England af, hvis ikke Harald forføjede sig.

Og det gjorde han så. Han holdt helt op med at trække vejret. Begravelsen i Westminster var storslået som sædvanlig, men da danskerkongen nåede frem noget senere, blev det hele ødelagt. Haralds fine gravpalæ blev splittet ad og Haralds halvrådne rester blev smidt i et mosehul, hvor de senere blev genfundet som Tollundmanden.

En harepotenoteredigér

  1. Edvard blev kaldt Bekenderen fordi han altid sladrede til sin mor.
Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.