En hægtesvirvel[1] er et lille stykke mekanik, som fortrinsvis bruges af lystfiskere, der ikke gider binde knuder. Ordet kommer fra det plattyske "Hecht", der betyder gedde,[2] og det angelsaksiske "swiwel", som betyder 'at dreje'. Den højtyske gedde var i middelalderen kendt for sine skarpe og bagudrettede tænder, der virkelig tog fat, når fisken bed sig fast i noget. Derfor kom ordet i de gode gamle dage til også at betyde "hechten"; altså at hæfte eller hægte. I konjunktion med 'swiwel' opstod ordet 'hechtswiwel', som etymologisk beskrev et redskab, der både kunne holde fast og samtidigt dreje.
Den ganske almindelige hægtesvirvel består af en hægtelås i håndsmedet wolfram, sat sammen med en svirvel med selvsnørende koniske rullelejer, og i den anden ende en linefæste (her i form af en not-a-knot)
Hægtesvirvlens skabelse
redigér
Ordet hægtesvirvel kom til Danmark i slutningen af 1700-tallet sammen med andre nyskabelser såsom Schwanzstücker, Knödel, Oehlenschlager, Sprichtwort og Feinschmecker, men der skete først noget da opfinderen Niels Bohr[3] en fredag ved lukketid i sommeren 1907 fandt et stykke ståltråd i bunden af dåsen med løse kvarker. Bohr satte sig ned med en spidstang, ståltråden og et lillebitte kugleleje af messing,[4] og da han to timer senere mødte op i fredagsbaren på Niels Bohr Instituttet var hægtesvirvlen blevet en yderst konkret (omend ganske nyttesløs) realitet.
Den moderne hægtesvirvelredigér
Svirvelkludder
Ikke før 1977 blev der brug for hægtesvirvlen, og som ved alle store opfindelser,[5] var det et tilfælde af guddommelig inspiration, der afslørede redskabets nytteværdi som erstatning for kællingeknuden. Skiftende videnskabsfolk har tilskrevet brugen af hægtesvirvlen til både Uffe Ellemann-Jensen og Isadora Duncan, men nyere forskning har fastslået, at det var lystfiskerne på Østre Mole i Aarhus,[6] der omkring 1967 fandt på at bruge hægtesvirvlerne allerførst.
