Spademanns Leksikon
Spademanns Leksikon
George 3.
En ung George i sit partykluns
Konge af Storbritannien & Irland, Hannover
Regerede 1760-1820
Ægtefælle Charlotte af Mecklenburg-Strelitz
Børn George IV
Frederick, Hertug af York
William IV
Charlotte af Württemberg
Edward, Hertug af Kent & Strathearn
Prinsesse Augusta Sophia
Prinsesse Elizabeth, Landgrevinde af Hesse-Homburg
Ernst August I af Hannover
Prins August Frederick, Hertug af Sussex
Prins Adolphus, Hertug af Cambridge
Prinsesse Mary, Hertuginde af Gloucester
Prinsesse Sophia
Prins Octavius
Prins Alfred
Prinsesse Amelia
Far Frederick, Prins af Wales
Mor Augusta af Saxe-Gotha
Født 4. juni 1738
Død 29. januar 1820


UK.png

George III (George William Frederick, 1738-1820) var konge (af gavn) af England (fra 1801 Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland) fra oktober 1760 til og med 1810, da hans tiltagende sindssyge gjorde at hans søn tog over som regent (lidt ligesom det skete for hans svoger i Danmark). Han forblev dog konge af navn frem til hans død i 1820. George er kendt for at være skyld i at USA i dag findes, for at fortsætte den Hannoverianske tradition for at hade sin tronarving[1], og for at lade sig inspirere i drastisk grad af Shakespeare's Kong Lear. I danske kredse er han måske bedre kendt som Caroline Mathilde's bror, hvis internationale indflydelse forårsagede at hun "kun" blev landsforvist(til byen med det rammende navn Celle) efter hendes lille intermezzo med Struensee.


Et uventet avancement[]

Da George blev født, 2 måneder for tidligt, var der ikke udsigt til at han ville få meget at lave lige med det første. Nok var han barnebarn af kongen, men der var ingen udsigt til at hans virile far ville tage billetten lige med det første. Han lærte sig tysk og engelsk, og var i det hele taget lidt af en nørd. Som en lille hobby var han dog også med i teaterstykker, en kunstform der gav ham et solidt ego-boost.

Hans farfar var ret ligeglad med sine børnebørn, idét han ikke kunne udstå deres far. Men da Frederick i 1752 pådrager sig en lungeskade under et spil tennis - og dør af benævnte skade - står George lige pludselig tilbage som Hertug af Edinburgh og tronarving - senere hen fik han også titlen Prince of Wales. Bedstefar, der nu var anderledes interesseret i den unge mand, tilbød ham endog et stort hus - med tjenestefolk - i 18-års gave, men mor satte foden ned, og pressede sønnike til at takke nej.

Som kommende konge var det selvskrevet at han var nødt til at få noget på den dumme blive gift, så slægten kunne føres videre. Selv havde han et godt øje til en laber lille adelsdame ved navn Sarah Lennox, men mor og hendes rådgiver Lord Bute gjorde sig besværlige igen-igen. Så prøvede farfar at finde en kandidat, men hans valg var politisk betinget, og hverken George eller hans mor var interesseret i at se ham blive "Bewolfenbuttelled" (som han selv udtrykte det). Trods gentagne forsøg strandede farfars projekt, og da han i 1760 døde af et hjerteanfald efter et toiletbesøg (i bedste Elvis-stil)[2] var det derfor en ugift ungkarl der tog plads på Englands trone.

Det gik naturligvis ikke, så jagten gik ind, og et år senere blev han smedet sammen med tyske Charlotte i en ceremoni der må have inspireret DR (de mødte først hinanden på bryllupsdagen). Med formalia på plads kunne George få kronen på hovedet, og derefter gå i gang med at sikre arvefølgen. Charlottes tyske effektivitet gjorde, at parret i alt fik femten børn - og hun må have været god i sengen, for i modsætning til både forfædre og efterkommere havde George III ingen elskerinder.


Ny på jobbet[]

George og hans støt voksende familie etablerede en hverdag fordelt over 3 huse - Buckingham House (der lå hvor Buckingham Palace ligger i dag), Windsor Castle og et sommerhus i Kew. De arbejdsrelaterede affærer fandt sted i St. James's Palace. Han lagde hårdt ud på popularitetsfronten ved at proklamere at han, i modsætning til sin farfar og oldefar, så sig selv som ærkebritisk. Det gik dog hurtigt ned af bakke da han blev anklaget for at være autokratisk og grådig (fordi han favoriserede et bestemt parti og overdrog krongodset til staten til gengæld for en årlig pension). Sidstnævnte var især upopulært, idet der hurtigt opstod den opfattelse at han brugte disse penge til at købe sig til indflydelse.

Han var glad for at bruge penge - og parlamentet var ikke bleg for at udvide hans kassekredit - og hans forkærlighed for bøger og kunst var bemærkelsesværdig, selv efter datidens standarder. Men i 1761 begyndte gedemarkedet for alvor at tage fart. England var indviklet i en kompleks krig, og den siddende regering blev afsat til fordel for en ny, anført af ingen mindre end mutti's rådgiver Lord Bute. Whig-partiet[3] blev så pigesure over at miste regeringsmagten, at de begyndte en smædekampagne rettet mod Lord Bute hvor de insinuerede at han var enkedronningens "hus-ven". Oppe nordpå begyndte John Wilkes - datidens svar på Joachim B. Olsen, men med bedre formuleringsevne - at udgive et tidsskrift hvis formål primært var at tilsvine og fordømme den konservative regering. Han blev anklaget for injurier og blasfemi, men formåede at flygte til Frankrig. Bute ville dog ikke gå glip af en god skueproces, og Wilkes blev dømt for blasfemi og injurier in absentia.
Derefter sluttede han fred med landets modstandere, og trak sig fra posten som premierminister.Whig-partiet genvandt magten, og fokus blev flyttet - nu skulle der ekspanderes! Franskmændene havde opgivet en ordentlig luns land i Nordamerika, men der blev sat en stopper for ekspansion vestover. Næh, ville driftige iværksættere gøre lykken i Den Nye Verden, havde de bare at søge mod Nova Scotia eller Florida. Prisværdig tanke, men den viste sig at være ret upopulær i visse kredse.

"Ingen kvaler - kolonierne betaler!"[]

En højlydt gruppe af kolonister så det som forræderi og tyranni at George og hans ministre indførte nye skatter og afgifter i de amerikanske kolonier - uden at disse på noget tidspunkt fik mulighed for at gøre indsigelser. De 13 kolonier "måtte ikke være med i klubben", hvilket frustrerede dem i en sådan grad, at de valgte at ramme deres (på papiret) europæiske landsmænd og kongetro kolonister hvor det gjorde allermest ondt. De gik efter theen. I december 1773 tiltvang en gruppe forklædte oprørere sig adgang til tre engelske fragtskibe der lå for anker i Bostons havn. Skibene var lastet med the, og det var denne last der blev smidt i havnebassinet. Hændelsen kendes i vore dage som "Theselskabet i Boston", men ville nok snarere være blevet karakteriseret som optøjer i moderne medier - hvilket den da også blev i datidens engelsksindede presse.

Da den ønskede effekt udeblev - London var chokeret, men ændrede ikke kurs - eskalerede konflikten yderligere, og fra 1775 brød den ud i lys lue efter slagene ved Lexington & Concord. I den revolutionære presse blev George fremstillet som en blanding af Saddam Hussein og Sortskæg, og hans forgyldte rytterstatue i New York blev revet ned af en rasende hob. Noget tyder på at George havde undervurderet situationen, for han virkede underligt opsat på at man ikke skulle gøre indrømmelser eller ændre kurs (en ledelsesstil han har tilfælles med en anden George fra det 21. århundrede). Det man dog bør huske, er at tiden var en anden dengang. Han ville ryge ud af de seje kongers klike, hvis han viste svaghedstegn. Så i stedet for at indrømme at det gik skævt, begyndte han at skyde skylden på sine ministre - i en sådan grad at han forsøgte at kuppe regeringen.

Men fra 1778 og frem - efter at de 13 kolonier havde erklæret deres uafhængighed i 1776 - gik det mere og mere tilbage for kongens tropper, udgifterne eskalerede, og amerikanerne fik flere og flere allierede. Til sidst, i 1782-83, fik George og hans ministre armen vredet om, og en fredstraktat blev sluttet mellem Storbritannien og de tidligere kolonier. George måtte bide i det sure æble, og forsøgte at redde ansigt ved at påstå at han altid havde været fortaler for venskab med et uafhængigt USA.


En opkomling som premierminister[]

Efter de amerikanske omvæltninger kunne George godt have brugt lidt ro. Men forsynet havde andre planer, for landet blev kastet ud i en ny krise - denne gang en forfatningsmæssig. Da Lord North's regering kollapsede i 1782, udpegede kongen selv hans efterfølger - men det var ikke alle der var tilfredse med hans valg. Charles James Fox, datidens svar på Anders Samuelsen, proklamerede at han nægtede at samarbejde med den nye premierminister. Han ville hellere have den intellektuelle hertug af Portland.

Lord Shelburne, kongens udvalgte, holdt kun et år før Parlamentet fik nok og smed ham ud. Fox og Lord North fik deres vilje, og Portland blev indsat som en marionet. Kongen var langt fra tilfreds - han så Fox som en ballademager der havde en dårlig indflydelse på kronprinsen, og brød sig ikke om at Whig-partiet foreslog at reformere kolonistyret i Indien. Reformforslaget blev vedtaget i Underhuset, men da kongen skruede bissen på og lod kundgøre at enhver der stemte for forslaget i Overhuset ville han have personlig beef med, fik de høje herrer kolde fødder. Forslaget faldt, og skaden var sket - tre dage senere faldt Portland-regeringen sammen, og kongens håndlanger Lord Temple blev udenrigsminister i den nye regering anført af William Pitt.

Netop her bør man stoppe op og se nærmere på tingene. For Pitt var ikke som premierministre er flest. I 1783 var William 24 år gammel - en veritabel årsunge. I det 21. århundrede havde han enten været på universitetet eller deltager i Paradise Hotel, men i det 18. var virkeligheden en anden. Pitt blev optaget på Cambridge University som 14-årig, så det var lidt af et vidunderbarn der tog tøjlerne. Parlamentet havde dog ikke tilgivet Temple for hans meddelagtighed i kongens kupforsøg, så Pitt-Temple regeringen holdt kun et par måneder før nationen blev tvunget ud i en folkeafstemning. Pitt - der havde kongens udelte støtte - overlevede dog afstemningen og cementerede faktisk sin position.

"Min søn er en idiot!"[]

På hjemmefronten begyndte tingene dog at skrante. Til trods for voksende popularitet og sympati fra befolkningen, havde han fastholdt en meget streng tilgang til børneopdragelsen. De modtog undervisning fra klokken syv om morgenen, og det forventedes at de overholdt faderens strenge moralkodeks. Da hans ældste sønner begyndte at gøre oprør blev han vred og skuffet - en vrede der nok blev forstærket af hans tiltagende tegn på sindssyge.

I 1788 begyndte han at få anfald, hvor han plaprede løs indtil han fik fråde om munden og mistede stemmen - á la en ekstrem udgave af Clement Kjærsgaard - og datidens ret ineffektive behandlinger har nok ikke hjulpet på tingene. Med kongen ude af stand til at reagere måtte Pitt stå for hele arbejdet med at regere landet, og hans mange fejder med den opsætsige Fox var i denne periode centreret omkring én eneste person - Prinsen af Wales. Fox mente at den unge tronfølger havde ret til at regere uindskrænket i sin fars sted i tilfælde af længerevarende sygdom, men Pitt - der udemærket vidste at prinsen var en ven af Fox - var bange for at miste sit job hvis sønnike kom til. Lovforslaget der fastlagde retningslinjer for prinsens beføjelser som regent nåede dog kun gennem Underhuset før farmand fik det bedre i 1789.

Og timingen kunne ikke være bedre. Der var uro på kontinentet, hvor franskmændene gjorde George's gamle rival Louis arbejdsløs gennem revolution. Kongens popularitet var styrket efter flere fejlslagne attentater mod ham (lidt á la Ronald Reagan, men selv ikke det kunne forhindre at det nye styre i Paris erklærede krig mod briterne i 1793. Kongen var meget opsat på at spille med musklerne, og i bedste Patriot Act-stil fik Pitt frit spil til at hæve skatter, mønstre hære og udhule retssikkerheden i den nationale sikkerheds hellige navn. I første omgang ville Preussen, Østrig og Spanien gerne lege med George, men tyskerne og spanierne fik kolde fødder i 1795 og trak sig fra koalitionen. Så prøvede man kombinationen Østrig-Rusland-Osmanniske Rige, men den gik i opløsning i år 1800. George og hans undersåtter var nu alene om at slås mod Napoleon.

(Her kan man som dansk observatør undre sig over, at han ikke havde henvendt sig til sin svoger på et tidligere tidspunkt, før denne fik fikse idéer om at lege Napoleon selv. Så havde vi nok ikke mistet Norge før et par år senere!)

Og franskmændene havde haft travlt, bl.a. med at skabe optøjer i Irland, så for at skabe en illusion om ro på de indre linjer vedtog parlamenterne i Dublin og London den såkaldte Act of Union, der forenede Irland og Storbritannien til Det Forenede Kongedømme Storbritannien og Irland. I forbindelse hermed opgav han pyntetitlen som "Konge af Frankrig", en titel der ellers havde været i brug siden Edward III. Som plaster på såret tilbød parlamentet at tildele ham titlen "Kejser af De Britiske Øer", men han afslog. Og retrospektivt set er det ganske klogt at han afslog, for ellers havde de engelske kongers titel lydt som en karakter fra Dungeons & Dragons.

Men med Irland indlemmet som fuldgyldig del af hans kongerige, var det pludseligt nødvendigt for George at forholde sig til katolikker og deres rettigheder. Hans premierminister mente at det var på tide at man gav dem flere end de havde på det tidspunkt, men kongen - der havde de anti-katolske Gordon Riots i 1780 i klar erindring - var overbevist om at hvis man begyndte at give katolikker flere rettigheder ville det være et skråplan - og han ville samtidig bryde sin kroningsed om at forsvare protestantismen! Pitt, der indså at han var i undertal og havde både konge og folk imod sig, truede med at gå af. Tingene spidsede til - og så fik George et tilbagefald.

Selv skød han skylden på stress - det katolske spørgsmål lagde et stort pres på ham - og Pitt blev diskret skiftet ud med den mere konservative Henry Addington. Addington var imod katolske rettigheder, fik sat skik på skattevæsnet og sluttede fred med Frankrig. Alt så ud til at være godt - men selv kongen kunne se at freden ville være kortvarig. Som Chamberlain godt 140 år senere var Addington overbevist om modpartens oprigtighed. Året efter, i 1803, vendte folkestemningen sig - man var overbevist om at en fransk invasion var nært forestående, og befolkningen vendte sig mod Addingtons formynderregering. Pitt blev set som en mere egnet leder i krigstid, og de væbnede styrker oplevede en enorm tilstrømning af frivillige.

Trods tiltagende sindssyge var George ikke sen til at udnytte folkestemningen til en række patriotiske optrædener, og proklamerede bl.a. at han var villig til at gå i krig selv om nødvendig, og lede sin hær hvis franskmændene invaderede hans rige. Dette blev dog ikke nødvendigt efter Slaget ved Trafalgar, hvor flådens største superstjerne, Lord Nelson, besejrede den fransk-spanske flåde og ofrede sit eget liv for nationens skyld. Da kongen fik endnu et tilbagefald i 1804 forsøgte Pitt, der i mellemtiden var blevet genindsat, at få den genvordige Fox med i sit kabinet, men kongen modsatte sig. En nyoprettet "Tredje Koalition" fejlede dog også, og de mange nederlag på Kontinentet tog så hårdt på Pitt's helbred at han afgik ved døden i 1806.

Fra monark til marionet[]

Efter 1806 gik det for alvor tilbage for kongens helbred, og fra 1811 og frem regnedes han for klinisk sindssyg. Kronprinsen - der var afskyet af hans fædrene ophav (i bedste Hanoveranske stil) tog over som regent, efter at parlamentet endelig fik vedtaget regelsættet. Mens kongen levede et afsondret liv på Windsor Castle blev en premierminister myrdet, Napoleon blev slået, og i reorganiseringen af Europa ved Wien-Kongressen i 1817 blev grevskabet Hanover udvidet og opgraderet til et kongedømme.

Men George ænsede intet af dette. Han blev mere og mere dement, døv og blind, og selv da hans kone døde i 1818 opfattede han det ikke. Året efter blev det noteret at han ved juletid talte nonsens i 58 timer, og få uger senere var han død, 81 år gammel. Seks dage før var hans fjerde søn, Hertugen af Kent død, og fordi hans brødre ikke magtede at producere legitime, levedygtige drengebørn var det Kent's datter, den knap et år gamle Victoria, der en dag ville arve tronen efter hendes onkler.

Se også[]

Georg fra Fredagsbio

  1. Helt tilbage fra George I havde der været tradition for at far og søn ikke kunne udstå hinanden. Og George havde ikke i sinde at bryde med den tradition.
  2. De engelske konger har tradition for farverige dødsårsager
  3. Whig-partiet gik ind for konstitutionelt monarki, og var efter datidens standarder meget liberale.