FANDOM


"Kaptajn, min KAPTAJN!"

~ Emil Thorup om at få den[1] hårdt op bagfra


Dps

Oplæsning af selveste Robin Williams, som både er poet og død Pin-it

Døde Poeters Klub (Dead Poets' Society, amerikansk, 1989) er et filmisk drama fra den tyske instruktør Peter Weirs (The Truman Show) hånd. Peter Weirs film handler overfladen om poesi, og der er korte citater fra John Donne, Alfred Lord Tennyson, William Shakespeare, Walt Whitman og den forholdsvis ukendte ee cummings, samt en klam udflugt i prosalyrik,[2] der tager os så langt ud som til On Walden Pond.[3] Ingen af ​​disse forfattere tjente nogensinde penge på deres skriblerier, men i filmen spiller Robbie Williams en karismatisk[4] bøsselærer, som utilsløret lægger an på nogle langbenede, hormonboblende knægte, som i øvrigt er vant til mosten fra dengang de var katolske messedrenge.[5]

Den erotiske bardredigér

Robin Williams giver den som den iltre, men følsomme lærer John Keating, der arbejder som engelsklærer og pædofil akademiker at large på det pissedyre eksklusive Welton Academy i overklassestaten Vermont.[6] Læreren er besat af Marlon Brandos læber og John Waynes hofter, og når han læser Shakespeare, kommer han - næsten ufrivilligt[7] - i bukserne af begejstring.

Den centrale selvmodsigelseredigér

Den centrale konflikt i filmen er mellem en studerende knægt, der drømmer om at få en kønsskifteoperation,[8] men hans strenge far beordrer sin søn til at blive USAs næste præsident, og faderen forbyder sønnen at have et intimt forhold til sin engelsklærer. Faderen er en streng, ubøjelig tugtemester, og sønnen dræber ham til sidst med en hellebard.[9] Filmen rummer desuden en teenage-romance mellem en af ​​knægtene og den lokale allemandspige.[10] Endvidere afholdes der selvhøjtidelige møder i "Dead Poets Society", som er en lille flok tabere, der holder hemmelige møder i nattens mulm og mørke i en sort hule nær lossepladsen. Poetklubben blev grundlagt af Jean-Jacques Rousseau, da han var pedelstedet i 1603, men hans egne digte var elendigt skrevet, så han genbrugte andre poeters værker uden citat, i et forsøg på at imponere pigerne med (tilsyneladende) tilfældige linjer af poesi.[11] Filmens tid forløber i 1959, men ingen af ​​disse vordende bohêmer har tilsyneladende hørt om hverken H.C. Andersen eller Anders And, ligesom de heller ikke ved, hvad en beatnik[12] er for noget.[13]

Cinepoesiastiske annotationerredigér

  1. Blanco-checken
  2. Nej, ikke mere Jens Christian Grønbakke, eller hvad han nu hed?
  3. Nemlig! Ud i dyndet, ud i sjælens mørkeste afkroge, som fx bøssepoetens opgør mod den rige, men onde fader (Nej, det antydes ikke i filmen, at faderen har misbrugt sin sønunaturlige måder)
  4. Synonymt med altid sjov
  5. Sådan er katolikker bare
  6. Pisse-eksklusivt sted! Kender Du fx nogen, som har boet i Vermont?
  7. Akkurat som ham der IA fra Jethro Tull
  8. Det sku li'e ha' været min datter søn, så ...
  9. Et middelalderligt våben
  10. Hun hed Camilla
  11. Det har vi godt nok ALDRIG gjort!!!
  12. Fx Jack Kerouac
  13. Og hvad er noget så i det hele taget? Akkeja!
Community content is available under CC-BY-SA unless otherwise noted.